Rart at vide

Al information omkring dit ophold

Som gæst her i HUSET kan du få brug for alt fra at få pudset dine sko til at få udleveret koden til det trådløse netværk. Her på siden har vi samlet en række praktiske detaljer i alfabetisk rækkefølge. 

Hvis du er i tvivl om andet, så vil vores receptionister med glæde hjælpe dig.

Adapter

Lån en adapter til el-stik i receptionen.

Aktiviteter

Indendørs
I HUSETs kælder finder du TV-stue, Nintendo Wii, bordfodbold mm. I HUSETs Café er der et mindre udvalg af bøger, som du kan låne og læse i caféen. Ved Receptionen har vi en lille boghandel med bøger til dig - eller til at købe med hjem til familien.
Du kan også gå på opdagelse i vores indendørs (og udendørs) byggeudstilling og finde inspiration til dit næste byggeprojekt.

Udendørs
I den udendørs udstilling har vi etableret en fitnesspark med 5 workout stationer. Mellem værelsesgang 100 og 200 findes en petanquebane. Vi har cykler til gratis udlån og guides til gode gå- og løberuter i vores naturskønne område lige udenfor døren, hvor du kan komme tæt på de mange hunderede hjortevildt i Hindsgavl Dyrehave.
Vores store udendørs udstilling er også et besøg værd, hvis du har hus og have - eller drømmer om det.

Aviser

Morgenaviserne ligger klar til dig i restauranten fra morgenstunden. Efter kl. 9.00 ligger de i Caféen.

Bagage

Sæt din bagage i garderoben ved receptionen eller i garderoben i mellemgangen ved restauranten.

Batterier/papiraffald

Du kan aflevere brugte batterier og papiraffald til genbrug i receptionen.

Betaling

Både i HUSETs Restaurant og i receptionen kan du betale med kontanter, MobilePay og med Dankort, Visa-Dankort og visse internationale betalingskort (mod et mindre gebyr). Hvis du har kontanter i gængse fremmede valutaer, så finder vi også ud af det.

Boks/safetyboks

Hvis du vil have os til at passe på dine værdigenstande, har vi  en boks i receptionen.

Cykler

Tag en cykeltur i det smukke område. Du kan låne en cykel helt gratis i receptionen.

Drikkevarer

Der er kolde drikke i automaten mellem værelsesfløj 100 og 200.
Der er varme drikke i HUSETs Café.

Baren i Caféen er åben efter behov - spørg evt. i receptionen.

Hjertestarter

Vi har en hjertestarter, som hænger udenfor ved vores hovedindgang. Hjertestarteren er registreret på hjertestarter.dk., så den er tilgængelig for alle hele døgnet.

Hårtørrer

Du behøver ikke tage din egen hårtørrer med. Der er en på dit værelse.

Indkøb

Mellem kl 07.00 og 20.00 kan du købe lidt småting i receptionen såsom toilet- og gaveartikler.

Internet

Gå på nettet hvor som helst i HUSET Middelfart. Der er trådløst net i hele bygningen. Koden får du i receptionen. Er du i tvivl om, hvordan du logger på internettet fra din mobil, tablet eller PC, henviser vi til denne guide.

Kopi/scanner

Du har mulighed for at kopiere og scanne dokumenter. Få koden til kopimaskinen i receptionen.

Morgenmad

Morgenmaden er klar i HUSETs Restaurant fra kl. 7.00. Der er morgenmad indtil kl. 9.00 i hverdagen og kl. 10.00 i weekender.

PC

Der er mulighed for at låne en bærbar PC. Henvend dig blot i receptionen.

Post

Hvis du afleverer breve i receptionen inden kl. 14.30, så sender vi dem for dig.

Rygning

HUSET Middelfart er 100 % røgfrit (gælder også e-cigaretter), men du må gerne ryge udendørs, hvis du bruger askebægrene/kummerne til dine skodder.

Bemærk:
Rygning på værelset medfører en ekstraregning på kr. 1000,- plus moms for ekstraordinær rengøring.

Safetyboks

Hvis du vil have os til at passe på dine værdigenstande, har vi en safetyboks i receptionen.

Sengeudstyr

Er du ikke tilfreds med højden eller hårdheden af hovedpuden, kan du få den ombyttet til en anden i receptionen. Ønsker du en ekstra dyne, kan den ligeledes bestilles i receptionen.

Skammel

Du har mulighed for at låne en badeskammel. Du skal blot henvende dig i receptionen, så sørger de for, at den bliver leveret på dit værelset.

Skopudsning

Vi har to skopudsemaskiner på hovedgangen foran værelsesgangene, som pudser dine sko så gode som nye.

Strygejern

Har du behov for at stryge, er der strygejern og strygebræt for enden af hver værelsesfløj.

Taxa/biludlejning

Hvis du har brug for en taxa eller udlejningsbil, så bestiller vi gerne en til dig i receptionen.

TV-stue

Der er TV på alle værelser - og et bredt udvalg af kanaler (se dem ved at trykke på DTV på fjernbetjeningen). Du kan desuden se TV i HUSETs Café eller i TV-stuen i kælderen, hvor der også er mulighed for at hygge med en række forskellige spil og aktiviteter.

Ture i området

Gå eller løb en skøn tur i området omkring HUSET Middelfart. Der er både skov og Hindsgavl Dyrehave. Kom forbi receptionen, hvor du kan få et detaljeret kort over Hindsgavl-halvøen.

Udstilling

Vi har Danmarks største permanente byggeudstilling med mere end 150 udstillingsstande fordelt på 28.000 kvm inde og ude. Byggeudstillingen er åben alle dage fra kl. 10.00 - 17.00 - og der er gratis adgang og inspiration for alle.

Udtjekning

Den morgen du rejser, skal du tjekke ud og aflevere din nøgle inden kl. 9.00.

Vaskeservice

Vi hjælper dig gerne med vask af tøj. Kontakt receptionen for at aftale nærmere.

Vækning

Hvis du er nervøs for at sove over dig i vores gode senge, kan du bestille vækning på 63 41 27 09 eller ved at henvende dig i receptionen.

Åbningstid - port og hoveddør

Porten er åben fra kl. 07.00 til kl. 22.00. Efter kl. 22.00 skal du benytte dit værelseskort for at komme ind. Kortet skal blot føres over scanneren.

Hoveddøren er åben fra kl. 07.00 til kl. 20.00. Efter kl. 20.00 skal du benytte dit værelseskort for at komme ind. Kortet skal blot føres over scanneren.

Har du spørgsmål? Så giv os endelig et kald.

70 12 36 00

molio logo
Book os direkte på Konference.dk
Plannerdays

HUSET MIDDELFART – COPYRIGHT 2016

Cookie politik