Sådan får du ægte personlig stil i hjemmet

 

 

Af Louise Lyngsø Kjærulff

 

Sociale medier, boligmagasiner, boligprogrammer, blogs – ja, listen over steder, hvor du i dag kan finde inspiration til indretningen er enorm. Udfordringen for mange er derfor at finde deres egen stil, i stedet for blot at kopiere det vi ser i hobetal i diverse medier.

 

– For et par år siden skulle alle pludselig have Kähler-vaser, en by-plakat fra Kortkartellet og store runde træknage i entréen. Og ikke, at der som sådan er noget galt i det. Men det kan hurtigt komme til at virke upersonligt og halv-kedeligt, hvis det ikke samtidig mikses med interiør og pyntegenstande, som man ikke støder ind i overalt, mener Tina Dalbøge.

 

Tina Dalbøge har i mere end 12 år levet af at hjælpe danskerne med at finde en stil og indretning, der er både harmonisk, hyggeligt og helt deres egen.

 

Hun trækker aldrig sin egen stil – eller den samme stil ind i de hjem, hun besøger, men kigger, lytter og fornemmer for at finde ind til familiens behov både med hensyn til det funktionelle og det rent stilmæssige.

 

 

Find noget, der betyder noget

Noget af det, der stadig hitter i boligindretningen i dag er billedvægge og stilleben (udtales stil-leben og betyder at samle ting i grupper). Ifølge Tina Dalbøge skal man ikke nødvendigvis gå udenom disse trends, men derimod skabe sin egen version – i stedet for blot at kopiere dem, man har set i massevis på fx Instagram eller i Boligmagsinet.

 

– Det handler i bund og grund om at finde noget, der betyder noget for dig. Det kan være en gammel vase, du har arvet, en glaseret lerfigur en af ungerne har lavet eller noget helt tredje. Herefter kan du bygge stillebenet op omkring denne genstand med både nye og gamle pyntegenstande, en gren i en vase eller en lille sukkulent. På den måde skaber du i højere grad noget, der betyder noget og siger noget om dig, end hvis du går i Ilva og køber fem mere eller mindre tilfældige vaser og lysestager og sætter dem sammen, fortæller Tina Dalbøge.

 

Tina Dalbøges anbefaler derfor, at man i stedet for at styrte ud og købe det samme marokkanske tæppe som naboen eller en hængende glødepære uden skærm, så lige stoppe op og tænke: Er det overhovedet det tæppe eller den lampe, jeg selv allerbedst kan lide?

 

 

Det må gerne ligne, at der bor nogen

Det var engang, hvor det havde en vis negativ undertone, når folk sagde; at ens hjem lignede et boligmagasin. Det var nemlig ensbetydende med, at man næsten boede ”for pænt”. Men i dag har selv produktkataloger fået mere personlighed – eller i hvert fald det, der ligner.

 

– Selv når man ser en brochure, er der ofte mel på bordet, legetøj i stuen, bøger i reolen og forskellige glas i skabet, fortæller Tina Dalbøge og fortsætter: Jeg kan oftest kategorisere mine boligopgaver i to grupper. Dem, der skal have hjælp til at finde sjæl og personlighed – og dem, hvor der er sneget sig lige rigeligt ind med tiden, og hvor der mangler nogle linjer og overblik over, hvad der skal gemmes, købes, og hvordan det skal placeres.

 

Man kan sagtens skabe en rød tråd, uden at én bestemt farve går igennem indretningen, eller at alle møbler er i samme træsort.

 

– Tænk også gerne planter ind i indretningen, for det friske grønne tilfører noget levende og noget mere ukontrollerbart. I stedet for at vælge den pæne symmetriske plante, så vælg den der er mere skulpturel eller har flotte og anderledes blade. Du behøver heller ikke at have de samme potter i hele huset. Der findes så mange forskellige, som alle er med til at tilføre noget unikt til din boligindretning.

 

 

Sæt dit eget præg på indretningen

Når man spørger Tina Dalbøge, er der næsten ikke noget mere trist end et hjem udelukkende indrettet med de nyeste møbler og mest populære designelementer.

 

– Jeg oplever ofte at komme ud til enormt flotte nybyggerier, hvor alt står spritnyt og med alt ”det rigtige” interiør. Og alligevel er det som om, at det ikke rigtig spiller, fortæller Tina Dalbøge.

 

I disse tilfælde handler det ifølge Tina Dalbøge om at turde tilføje interiør og andre elementer, som ikke er at finde i de seneste par måneders boligmagasiner og Instragram-posts.

 

– Den allerbedste og nemmeste måde at tilføje noget unikt er selvfølge at lave det selv. Du kan fx kaste dig over at lave en stor tavle ved at male en spånplade med tavlemaling – eller selv at sy puder til sofaen. Men er du ikke rigtig til DIY, kan du også sagtens gå på jagt efter unikaer på loppemarkeder, i genbrugsbutikker eller auktionshuse, eller blot vælge det, der ikke står først for i butikkerne, siger boligstylisten.

 

– Det handler med andre ord om at finde frem til, hvad du interesserer dig for, og hvad der vil fungere for dig og
din familie – og så skabe en indretning ud fra det. Er du vild med actionfilm, så køb et par fede gamle filmplakater med dine yndlingsfilm. Er du mere til kunst så køb litografier fx på Lauritz.com og få dem indrammet med museumsglas. Find en flot sten på ferien, og måske har du en træfigur, som din farfar snittede i en kasse på loftet, lyder Tina Dalbøges afsluttende råd.

 

 

 

januar 28, 2019

En vandhane er ikke længere bare en vandhane

At vælge ny vandhane – eller armatur, som det så fint hedder, er ikke længere...

marts 1, 2018

3 tips til forårsrengøringen

Nu er det blevet forår, og det betyder for mange også, at det er blevet...

januar 3, 2018

Få håndværkerfradrag – også i hele 2018

Håndværkerfradraget – eller den såkaldte BoligJobordningen – fortsætter i 2018 og bliver endda permanent ifølge...

molio logo
Book os direkte på Konference.dk
Plannerdays

HUSET MIDDELFART – COPYRIGHT 2016

Cookie politik