Sådan får du det optimale ud af en (permanent) messestand

En permanent messestand er en fantastisk mulighed for at eksponere dit brand eller produkt, skabe leads og salg samt møde nye værdifulde kontakter.

 

Af Louise Lyngsø Kjærulff

 

At få succes med denne type messestand er dog ikke en selvfølge, og forbereder du dig ikke ordentligt inden standen effektueres, kan det (som så meget andet) ende med at blive en investering, der ikke giver afkast som forventet.

 

I denne artikel vil vi gennemgå en række ting, som du bør overveje, inden du etablerer en permanent messestand i Danmarks største byggeudstilling HUSET Middelfart – eller et andet sted. Mange af artiklens råd vil desuden lige så vel kunne bruges i forbindelse med etableringen af tidsafgrænsede messestande.

 

Vi skal blandt andet kigge på standens opbygning, den rigtige bemanding, evaluering og meget mere. Lad os dog først kigge på, hvorfor det overhoved giver mening at have en permanent messestand.

 

 

Hvorfor have en permanent messestand?

En permanent messestand er en fantastisk markedsføringsmulighed, hvor du kan udstille større produkter i stedet for blot at uddele et produktkatalog og et visitkort. Her kan kunderne se detaljerne, røre materialet og afprøve dit produkt, inden de investerer i det. Og desuden få rådgivning fra en konsulent, der ved meget mere om produktet.

 

Med en messestand – permanent eller tidsafgrænset – opnår du desuden tovejskommunikation. Her har du mulighed for at indgå i dialog med potentielle kunder. Dette er specielt godt til virksomheder, der tilbyder produkter og ydelser, som ikke kan forklares/sælges på et banner eller et TV-spot på 30 sekunder. På en stand kan du nemlig medbringe demo-produkter, svare på kundens konkrete spørgsmål, og nemmere udvide oplevelsen af dit produkt eller serviceydelse.

 

Det er dog vigtigt huske på, at for overhovedet at skabe to-vejskommunikation, er det vigtigt at fange kundens interesse. Dette gøres fx ved at stille åbne spørgsmål såsom: ”Hvad bringer dig hertil i dag”? Forsøg herefter at koble deres behov til det produkt, I sælger. Nogle gange er det at lytte, den bedste måde at bibeholde en besøgende, så husk at lytte, og vent med salgstalen til sidst.

 

Hvad ønsker vi at opnå med vores stand?

Når du og dit bagland har gjort jer dette klart, vil I være i stand til at vælge de rigtige udstillingssteder, som matcher jeres ambitioner og målgruppe. Derudover vil det også hjælpe til at udforme messestanden, så den afspejler og fostrer jeres mål.

 

Hvordan bemander vi bedst vores stand?

Det er vigtigt, at de personer, som bemander jeres stand, kender målsætningerne for og forventningerne til jeres tilstedeværelse.

 

Det kan derfor være en fordel at udarbejde et intern dokument, der præcist beskriver, hvorfor I deltager, og hvad I ønsker at opnå. Dette dokument kan gives til de personer, der skal bemande standen, så alle er på samme spor. Hvis muligt, er en endnu bedre løsning at inddrage bemandingen i selve planlægningen, så de er med fra start.

 

Når det kommer til bemanding, så er det også vigtigt at udvælge den eller de rigtige personer. Er det salgspersonale, der er brug for – eller er det bedre, hvis det er en anden, der står ved standen?

 

Det handler igen om, hvad det er I ønsker at opnå. Det handler også om, hvor høj en grad af produktkendskab kunderne forventes at have – og ikke mindst, hvad de forventer af bemanding på standen.

 

Det handler i bund og grund om, at de besøgende og bemandingen skal ”tale samme sprog”. Derudover kan I også tænke i fremtoning, tøjstil osv. Fx vil det måske ikke give så meget mening at stå i en byggeudstilling iført jakkesæt, slips og blankpolerede laksko.

 

 

Hvordan opbygger vi vores stand mest optimalt?

Opbygning af standen er en videnskab for sig, og vi kan desværre ikke give en fuld opbygningsguide her.

Vi kan dog give jer en række grundlæggende gode råd, som I kan forsøge at følge.

 

  1. Skab et åbent rum og god plads
    Det er vigtigt, at jeres stand fremstår åben og med plads til at gå ind og kigge nærmere. Har I stoppet for meget inventar ind i standen, vil den blive hurtig fyldt, og i risikerer, at potentielle kunder går forbi standen, fordi der ikke er til at komme til.
  2. Udnyt den nyeste teknologi og vær kreativ
    Det er altid dejligt at være den stand i udstillingen, som alle taler om. Har i fx teknologi, der kan demonstrere eller forklare produktet eller noget, der kan skabe blikfang og ”wow”-effekt, så er det klart værd at implementere på standen – også selvom det virker besværligt.På gulvvirksomhedens Timbermans stand i HUSET Middelfart, står konsulenten bl.a. med en petanquekugle, som han triller henover gulvene for at illustrere gulvenes lyddæmpende egenskaber.Teknologi tiltrækker også gerne de besøgende. Det at kunne trykke på noget og udforske produktet online fungerer ofte rigtig godt. Virksomheden WeTeach.dk, gjorde for eksempel det, at de opsatte en række iPads, som alle var logget ind på deres platform, hvilket gav de besøgende mulighed for at udforske WeTeach på egen hånd og i eget tempo.
  3. Undgå overkommunikation
    Med permanente messestande er det yderst vigtigt, at jeres stand ikke forsøger at overkommunikere et budskab, da standen også skal kunne indfange besøgende uden bemanding. Standen skal med andre ord kunne tale for sig selv, når den er ubemandet og kunne viderebringe et budskab uden yderligere uddybning.Et godt virkemiddel til den permanente messestand er video. En video giver blikfang, og kan give yderligere information, også når der ikke er bemanding på.
    Det er desuden vigtigt, at i holder jeres permanente stand opdateret, så de besøgende ikke får en fornemmelse af, at standen ikke er tidssvarende og ”forladt”.
  4. Skab blikfang
    I det hele taget bør det overvejes, om de besøgende skal opleve noget særligt på standen. Skal de høre noget noget? Røre ved noget? Eller måske se noget?I kan være kreative med oplevelserne, men I kan selvfølgelig også være kreative med selve udsmykningen. Sælger I fx belægninger, så indret standen som en lille terrasse, hvor besøgende kan tage et hvil. Og sælger I sikkerhedsvinduer, jamen så lad de besøgende prøve at bryde ind.Men pas samtidig på ikke at forvirre de besøgende. De skal tydeligt kunne se, hvilket produkt der udstilles – og hvilke genstande, der blot er understøttende elementer.
  5. Få inspiration fra de andre udstillere
    Når I er til stede på jeres permanente stand eller på tidsafgrænsede messer, kan det desuden være værdifuldt, at ”sende en mand i marken” for at finde ud af, hvilke stande der har mest travlt (hvis det altså ikke er jeres egen). Hvis I kan aflure, hvad der indfanger folk til de andre stande, kan I evt. tilpasse jer, så I kan få den samme trafik. Selvom det ofte kan være en god idé at se til, hvad andre gør, så er det ikke nok, hvis I vil være den mest populære stand.I bør i højere grad spørge jer selv: Hvorfor skal man besøge vores stand fremfor de 150 andre standHer handler det om at være kreativ og finde på noget originalt. Et godt trick er igen at fokusere på oplevelser fremfor fremvisning/udstilling. Lad folk komme ind og prøv noget – giv dem en oplevelse.Gør det tydeligt på standen, at ”her sker der noget”. Hvis I fx har et produkt folk kan prøve, så sørg for at produktet prøves, hvor det kan ses af de forbipasserende, da det giver et rigtig godt blikfang.

Vi håber, at i med denne guide er blevet lidt klogere på, hvordan I får det optimale ud af jeres stand i HUSET Middelfart
– men også, når I deltager på tidsbegrænsede messer.

oktober 17, 2017

Boligejerne er klar til at investere

Hvert år besøger omkring 100.000 Danmarks største byggeudstilling, HUSET Middelfart, for at få råd og...

september 8, 2017

Vil du i dialog med fagfolk fra byggebranchen?

Molio - byggeriets videncenter – holder årligt over 200 kurser og konferencer for omkring 3.000...

marts 20, 2019

Case: Vi ser det som en fordel at være placeret side om side med vores konkurrenter

Hvilken værdi giver det jer at have jeres fritidshuse fysisk udstillet? Det er et vigtigt...

molio logo
Book os direkte på Konference.dk
Plannerdays

HUSET MIDDELFART – COPYRIGHT 2016

Cookie politik